Rejsen går til et nyt liv

Rejsen går til et nyt liv

(Det her er en historie, som jeg skrev for at deltage i en konkurrence. Den vandt dog ikke. Det er den første historie som jeg skrev på dansk. )

Langsomt tikker uret. Tik..Tak..Tik..Tak. Det er nærmest klokken 5 om morgenen. Der er ikke så mange mennesker i byen til dette tidspunkt. En ung mand står ved skinnerne på Københavns hovedbanegård. Han går frem og tilbage på perronen. Han har ventet her det sidste halv time. Der kommer toget. Endeligt.

Han står på. Nervøs kigger han omkring sig. Han aner ikke, hvorhen han må sidde. Mens han går igennem vognene, kigger andre mennesker på ham. Nogle kigger nervøse, andre ser bare trætte ud.Til sidst finder han en plads ved siden af en ung pige. „Velkommen i Intercitytoget mod Århus“, siger en stemme. Amirs hjerte banker. Han ryster lidt på kroppen. Han kan ikke lide at tage toget. Sidste gang blev han stoppet ved grænsen i Padborg.

Amir kommer fra Syrien og er flygtet til Danmark sidste sommer. Han var ikke alene. Han rejste sammen med sin mor. Begge flygtede igennem Østeuropa. Det tog dem flere måneder. Det her er det første gang i hans liv, at han rejser helt alene.

Han kigger ud af vinduet. København forsvinder lige så stille. Toget kører langs mange grønne marker, nogle gange med køer på. Der er virkelig mange køer i Danmark. Han begynder at tælle dem på dansk for at lære tallene bedre. En ko, to køer, tre køer – men da han kommer op på omkring 50, så bliver det pludselig svært. Amir forveksler halvtreds og halvfjers hele tiden. ”Nye rejsende?”, spørger konduktøren.

Amir står op for at finde billeten i rygsækken, som er det eneste han kunne bringe med fra Syrien. Den unge pige køber en billet til Århus. Hun smiler venligt til Amir, mens konduktøren venter. Men Amir kan ikke finde billeten.

”Du må ikke stå på, hvis ikke du har en billet eller penge”, siger konduktøren. Amir ved det godt. Han har også købt en billet. Han købte billeten online for to uger siden, da han fik en E-Mail af Århus Universitet, at han er blevet optaget. Det var den bedste dag han har haft i et godt stykke tid. Moren lavede Falafel til ham. Det kunne han rigtig godt lide. Nu sveder han på panden og ved ikke, hvor billeten er blevet af.

En kvinde som sidder lidt længere væk begynder at blive utålmådig. ”Hvor længe skal vi vente? Jeg skal af i Odense. Jeg har ikke hele dagen”, siger hun. Han finder den E-Mail, hvor der står, at han er blevet optaget. ”Oh nej”, tænker Amir. Han tog det forkerte stykke papir med, da han skulle afsted tidligere. Han kigger lidt længere ned i tasken og finder alt muligt andet, men ikke billeten.

Amirs mor havde pakket en madpakke til ham, sammen med en stor flaske vand. Hun er altid meget bekymret. Hun vil ikke miste hendes sidste søn. Begge Amirs brødre er død. De døede i 2015 i en luftangreb på deres hjemby Homs. Det var planen, at de skulle komme lidt senere. De havde et par ting som skulle sælges først. ”Uden penge kan man ikke komme langt i Europa”, havde deres far sagt, før Amir og hans mor forladede Syrien.

Amirs far flygtede alene. Han kom hele vejen til Sverige. Da Amir og moren var på vejen til Sverige, blev grænserne lukket. Nu vil faren gerne komme til Danmark for at være sammen med dem, men det er ikke så nemt. Der er alt for meget med papirer som skal underskrives, før han kan få ret til at være sammen med familien. ”Papir er ikke godt”, synes Amir.

”Jeg tror altså, at han skal smides ud. Han svarer jo ikke engang, når du siger noget”, siger den utålmådige dame til konduktøren. Den unge pige ved siden af Amir synes ikke, at det er i orden at sige sådan noget. ”Det skal du ikke blande dig i”, siger hun til damen. Amir aner ikke, hvad der sker omkring ham. ”Nåh. Men man kan jo ikke forvente at køre gratis. Danskere betaler ikke alt for udlændinge. Vi betaler allerede nok”, siger damen, som nu lyder mere arrogant end utålmådig.

”Jeg hjælper gerne andre. Det er sådan, rigtige danskere er”, svarer den unge pige. ”En billet til ham”, siger hun til konduktøren. Konduktøren ruller med øjnene, men sælger den unge pige endnu en billet. Amir forstå stadigvæk ikke helt, hvad der foregår, men konduktøren går videre. Med et suk sætter han sig ned. ”Tak”, siger han til pigen. ”Hvad hedder du? Jeg hedder Amir. Jeg kommer fra Syrien”, siger han.

”Jeg hedder Nikoline”, svarer hun. ”Jeg synes ikke, at hun skulle snakke sådan til dig. Jeg kan se, at du har det dårligt. Jeg har selv glemt min billet engang. Det er ikke sjovt at glemme billeten.” ”Nej, det er ikke sjovt”, siger Amir. Han er stadigvæk lidt rystet over det, der er sket.

”Hvor er du på vej hen?” spørger Nikoline. ”Til Århus. Jeg skal studere i Århus”, siger Amir. ”Jeg kommer fra Århus. Det er en dejlig studieby. Der er masser af unge mennesker ligesom os, mange ting man kan opleve og der er også en skov ved siden af havet. Så du kan gå længs en strand, mens du egentlig også er ved at gå i skoven. Har du nogensinde været i Århus, Amir?” ”Nej, men det lyder spændende”, svarer Amir.

Toget kører op på Storebæltsbroen. Amir kigger ud på havet. Vand har han det heller ikke så godt med mere. Tilbage i Syrien kunne han ellers godt lide at komme ud og svømme sammen med sine venner. Men dengang de skulle krydse havet for at komme videre til Grækenland kunne han se mange redningsveste i havet og ved stranden. Han er sikker på, at alle af dem kunne fortælle en grusom historie om mennesker på flugt, hvis de kunne tale. Han havde i hvert fald hørt mange af disse historier fra andre flygtninge på vejen igennem Europa.

”Jeg har ikke været på stranden i Danmark”, siger han, og bliver ked af det.

Nikolines mobil ringer. ”Hej mormor, jeg sidder i toget til Århus. Ja, jeg kommer selvfølgelig til festen næste lørdag. Hvorhen? Ah, ved Marselisborg Skovene. Selvfølgelig. Jeg kender det sted. Er der noget, jeg skal bringe med? Frikadeller? Fint. Det kan jeg godt klare. Vi ses næste lørdag. Hej-Hej.” Hun lægger mobilen på bordet. ”Det var min mormor. Jeg skal til familiefest næste lørdag. Alle bringer noget mad med. Gør i også sådan noget i Syrien?”, spørger hun Amir.

”Vi laver rigtig meget mad til fester”, siger Amir, mens han tænker på madpakken. Den kunne han godt vise frem, så hun kunne se, hvad de spiser til fester i Syrien. Han står op for at tage madpakken ud af rygsækken. Pludselig falder flasken ud. Den falder på bordet og går i stykker. Vandet løber ud og løber over bordet. Det hele fordeler sig på Nikoline og hendes mobil. ”Åh nej” råber hun.

Amir vil hjælpe, men han ved ikke hvordan. Han prøver derfor at bruge ”Ud & Se” magasinen for at få det værste væk. Det virker ikke. Nikoline tager hendes mobil og løber ud af vognen. Den sure dame på den anden side af vognen ruller med øjnene. ”Godt gået. Nu har du ødelagt hendes mobil.”, siger hun.

Amir bliver meget ked af det. Vandet løber nu på gulvet. Til sidst bruger han lidt indpakning fra madpakken til at suge noget op. Han skammer sig for det, der er sket. Nikoline har været sådan en sød pige. Han kan ikke fordrage den tanke, at hun nu er vred på ham. ”Sørg nu for, at du forsvinder”, råber den sure dame.

Amir begynder at pakke tasken. Han kan ikke blive siddende her. Han kan ikke holde det ud, at damen råber ad ham. Han forlader vognen i den anden retning. Ikke den, Nikoline forsvand til. Hun skal ikke blive mere sur end damen. Han går videre, indtil han finder nogle sæder, som kan klappes ned. Han føler ikke, at han burde have en sæde til ham selv. Han har jo heller ikke betalt for det. Han synker ned på gulvet i en hjørne og forbliver der, indtil toget når til Århus.

Sporene deler sig

Nikoline render til WCen. ”Nej, nej, nej”, siger hun, ”toilettet er optaget. Hvad gør jeg nu?” Hun har brug for papir til at tørre hendes tøj og mobilen af. Døren åbner sig, og en mand kommer ud. Nikoline presser sig forbi ham. ”Hey, kan du ikke vente to sekunder?”, manden kigger spørgende, men hun hører ham ikke. Hun river papiret ud af beholderen og presser papiret på mobilen.

Da mobilen ser tørt ud, prøver hun om den fortsat fungerer, men mobilen reagerer ikke. ”Super, hvordan ringer jeg nu til far for at fortælle ham, at han kan hente mig kl. 9 ved hovedbanegården?”, siger hun højt til sig selv. Den sure dame fra vognen går forbi og kigger efter hende. ”Du kan bruge min mobil, hvis du kan gør det i løbet af de næste to-tre minutter. Jeg skal af her i Odense.”

”Tak, det vil jeg gerne”, svarer Nikoline. Hun tager mobilen og ringer kort for at fortælle hendes far, hvornår han skal hente hende. ”Tak for, at jeg måtte låne mobilen”, siger hun til damen. ”Det vår så lidt, men jeg synes virkelig, du skulle være lidt mere påpasselig. Drengen som overhældede dig er lige stukket af med billeten. De er virkelig utaknemmelige, disse udlændinge”, advarer damen hende. Nikoline kigger surt på hende og går tilbage til hendes plads. Amir er forsvundet, præcis som damen havde sagt.

Uden Amir og uden mobil ved Nikoline ikke, hvad hun skal gør med alt den tid i toget. Hun tager derfor ”Ud & Se” for at læse lidt. ”Føj, den er jo plaskvåd”, siger hende, og lægger magasinen væk igen. Hun tænker på, hvorfor Amir har forladt pladsen. Måske skammer han sig? Måske har han skåret sig i glasset? Måske skulle han forlade toget i Odense også... men han har da sagt, at han skal til Århus? Eller mente han Odense? Hun er ikke længere sikker på, om hun husker det korrekt. Han var ellers en meget sød fyr.

Amir har kort brunt hår, brune øjne og et rigtig varmt smil. Nikoline kan slet ikke forstå, hvorfor damen som skulle til Odense ikke kunne se, at han så meget venlig ud. ”Han kommer hele vejen op fra Syrien, og så er han stadigvæk uvelkommen. Han har da ikke gjort noget uretfærdigt”, tænker Nikoline. ”Gad vide, hvorfor han valgte at komme til Danmark. Det er jo ikke sådan, at alle bare flygter her op for pengene. Måske har han familie her?” Nikoline ved ikke noget om Amirs historie.

Nikoline bliver ked af det. Hun kunne godt have snakket noget mere med denne venlige fyr. Nu skal de aldrig ses igen. Der er så mange spørgsmål, som forbliver ubesvaret.

Samtidig sidder Amir nede på gulvet i den allersidste vogn. Han kan ikke længere se ud af vinduet. Mange mennesker står på. Han har hørt, at toget skulle være i Fredericia. Det lugter af burgere og kinesisk take-away. Amir bliver sulten. Han kigger ind i rygsækken og finder madpakken frem. Før han kan tage den første bid, kommer der en hund op til ham, og begynder at slikke på maden.

”Fy”, råber en mand.”Fy, Buster! Du må ikke spise mad fra andre folk. Slet ikke fra ham der. Gad vide, hvad han er for en.” Amir tænker til sigselv, at han egentlig forstår dansk ret godt. Han undrer sig, om disse mennesker også ville være så ondskabsfuldt mod ham, hvis de vidste, at han kunne forstå dem. Han tænker altid over, hvad han kunne sige, sådan at de holder op ved at tale nedladende til ham.

”Hvis bare Nikoline var her nu, så ville hun nok fortælle manden, at man ikke må snakke sådan til andre”, tænker Amir, mens han fortsat er ked af det, han gjorde før. Han tør ikke at tage tilbage til hende i den anden vogn. Nu skal de aldrig ses igen. Maven rumler. Amir er fortsat sulten, men han lægger ikke mærke til det. Han er helt optaget af at tænke på Nikoline.

Senere tager Amir en lille bog frem, som han har taget med på rejsen, Han læser ”Romeo & Julie” i den engelske version. Han har altid elsket Shakespeare. Det er også derfor, at han skal studere Engelsk på Århus Universitet. Han var begyndt ved at studere engelsk litteratur tilbage i Homs, men var nødt til at stoppe, da de skulle forlade landet.

”Man kan bruge sprog til at udtrykke følelser, man kan bruge sprog til at forhandle og man kan bruge sprog til at gøre verdenen bare en lille smule bedre. Det kræver bare, at man tør sige det, man føler”, tænker Amir, mens hand bladrer rundt i bogen. ”Næste stop: Århus. Toget kører ikke videre.” Der er gået et godt stykke tid, men han har læst i Romeo & Julie. Nu er det tid til at pakke sammen. Amir glader sig til at se Århus.

Nikoline tager ud af toget som en af de første. Hun har travlt og skynder sig op ad trapperne. Toget er lidt forsinket, og hun ved godt, at hendes far ikke kan vente hele morgenen på hende. ”Undskyld far, men vi blev altså forsinket. Der er stadigvæk sporarbejde mellem Middelfart og Fredericia”, råber hende til faren, mens hun sætter sig ind i bilen. ”Hvorfor ringede du så ikke igen? Og hvorfor er du plaskvåd?”, svarer hendes far.

”Ja men, det er en lang historie. Min mobil er ødelagt, tror jeg. Hvad skal vi i dag? Har vi tid til at få den repareret? Jeg skal bruge den, når jeg skal til uni”, fortæller Nikoline. ”Det har vi desværre ikke tid til. Det er din søsters første dag i skolen, og hvis vi skal hente kagen fra bageren, så er vi nærmest for sent allerede.” Nikolines far sætter bilen i gang og de kører afsted.

Et nyt hjem

Det første, som Amir ser, når han kommer op fra perronen, er en masse mennesker som suser forbi ham. Mange snakker i mobilen, andre går med barnevognen og de fleste har mørkt tøj på. ”Det her er ikke meget anderledes end det er i København”, tænker han. Han køber en busbillet, da han skal til Århus Universitet som det første. Denne gang burde han ikke glemme billeten igen.

Han går ud af banegården og går til venstre. Før han tog afsted, kiggede han på internettet, hvor bussen stopper hen. ”Park Alle” ståede der. Blåe og gule busser kører forbi. Han er ikke sikker på, hvilken bus han skulle tage. Derfor spørger han en ældre dame, der står ved stationen. ”Undskyld, hvilken bus kører til Århus Universitet?” ”Etteren”, siger damen. ”Tak”, svarer Amir. Men egentlig aner han ikke, hvad hun mente. Han synes, at det er lidt pinligt at spørge og han er bange for at sige noget forkert.

Bus 1a kommer og stopper. Amir står ikke på. Damen kigger tvivlende på ham og spørger: ”Hvad så? Vil du ikke tage den alligevel?” ”Åh, er det bussen?”, Amir er overrasket. ”Ja, det er etteren”, siger damen og smiler. ”Tak igen”, råber Amir men han hopper på bussen. Han vinker lykkelig og smilende til hende, mens bussen kører videre. ”Etteren, okay. Det betyder altså 1a”, tænker Amir og går for at finde en plads.

De mennesker i Århus er heldigvis ikke som den dame på toget.

Bussen kører forbi et gråt hus med en stor ur på et tårn. Amir har set huset før, på et billede i en bog, som handlede om Århus. ”Det må være Århus Rådhus”, tænker han. Han tager en blyant ud og skriver det bagerst inde i Romeo & Julie. ”Rådhus ved banegården”, skriver han. Amir laver en liste af tingene, han gerne vil besøge i Århus. Der skulle være kunst og malerier inde i selve rådhuset, har han læst.

Når Amir ikke læser, så elsker han at male. Han plejer at male alt fra natur over dyr til mennesker, men han havde opgivet at male, da de var på flugt fra Syrien. Det var svært at holde papiret tørt på flugten alligevel. En dag havde de ikke nok materialer til at sætte ild på deres bål. Så var han nødt til at overlade papiret til alle, sådan at de kunne få noget at spise. Tegninger af fugle, men også af mennesker på flugt, som han havde tegnet for at huske deres historier, blev brand for maden.

”Næste station – Busgaden”. Det lyder spændende. Amir kan se en masse mennesker, der går på en lille gade, lavet ud af sten. Der kører ingen biler. Det må være her, hvor man køber ind, da mange af dem går med poser og tasker. Han får lyst til at købe ind, sådan at han kan give noget tilbage til hans mor, når han tager til København næste gang. Han skriver ”Busgaden – Indkøb” på sin liste. Måske kan han også købe noget til hans far, vis de ses igen en skønne dag.

Bussen kører videre, og de kører over en lille bro. Der flyder en å under den. Det ser skønt ud. Her kan man sikkert godt sidde og male. ”Å – Male”, skriver han. Det er alt for mange indtryk på kort tid. Amir ved næsten ikke, hvor han skal kigge hen. Han bliver ved med at kigge ud af det venstre vindu, det højre vindu, og så igen det venstre osv. ”Næste station – Århus Universitet”. Her skal han af.

Amir ser et par røde huse, og et par gule huse på den anden side af gaden. Hvis det hele er universitet, så bliver det altså svært at finde ud af, hvor han skal hen. Han beslutter sig for at gå ind i et rødt hus. Der står ”Institut for Kommunikation og Kultur” på hans brev, og det står også på huset. Det må være rigtig. Men der er nærmæst ingen mennesker der.

”Unskyld, hvor finder jeg International Centre?”, spørger han en ung mand, som sidder ved et bor ved siden af indgangen. ”Jeg forstår dig ikke”, svarer den unge mand på engelsk. Amir spørger igen på engelsk. ”Åh. Der har jeg været tidligere idag. Jeg hedder Jason. Skal jeg vise dig vejen?” svarer han så, også på engelsk. Amir takker ja og begge er på vej ned til International Centre.

Det er ikke så tæt på, som det ser ud på kortet, men hele Universitet er i princippet en stor parkområde med en sø, en lille bæk, træer og endda svane og ænder. I Homs var det også skønt, men der var ikke så meget natur rundt omkring Universitetet. Der var heller ikke meget inspiration til at male. Amir kan allerede nu se, hvordan han vil tilbringe hans tid som studerende i Århus. Han vil bruge rigtig meget tid på at være kreativ igen.

Da de ankommer til International Centre, får Amir en nøgle til hans nye hjem udleveret. Han skal bo sammen med andre studerende på kollegiet i Universitetsparken. Jason fortæller, at han også bor der. Tilsammen går de videre for at finde Amirs værelse. Mens de går fortæller Jason, at han kommer fra Stratford-upon-Avon. Amir kan næsten ikke tro på det.

Stratford-upon-Avon er en lille by i nærheden af den engelske by Birmingham. Byen er særlig kendt, fordi William Shakespeare blev født og døede i selve byen.

Amir fortæller Jason om hans store interesse for Shakespeare. Begge finder ud af, at de skal studere Engelsk. De håber på, at have en del kurser sammen. De går op ad trapperne i en gul bygning. Amir har en lille værelse i den samme opgang som Jason. Det betyder, at de kommer til at dele køkkenet.

”Har du lyst til at spise nogle sandwiches? Jeg har købt ind til dem tidligere, men jeg har købt alt for meget”, spørger Jason Amir på engelsk. Amir takker ja og så spiser begge to lækkere, britisk inspirerede sandwiches. Senere tager Amir af sted for at købe nogle ting, som han mangler til hans værelse. Mange ting var allerede der, men han mangler bl.a. sengetøj, en lampe og nogle små ting.

Han har fået en velkomst-pakke af International Centre, og i den var der alle mulige informationer om Århus. Der var bl.a. en busbillet, men der ståede også, at mange ting er ret tæt på, sådan at man bare kan gå. Derfor besluttede Amir sig for at gå i byen, og for at spare busbilleten op til en længere tur.

Der er mange spændende gader, huse og mennesker i byen, som han beundrer, fordi de allesammen cykler, også op ad bakken.Det kunne da også være en mulighed at cykle fremover. I byen køber han det, han har brug for, før han tager tilbage omkring klokken 5 om eftermiddagen. Han er godt nok træt efter denne lange dag og beslutter at ringe til hans mor.

”Jeg har mødt så mange mennesker idag og jeg har set så mange spændende steder i dag mor. Jeg tror, livet bliver meget bedre nu”, fortæller Amir til sin mor. ”Har du husket at drikke nok vand og har du spiset din madpakke, søn?” Amir vil egentlig ikke lyve og fortæller, at han bare har glemt at spise og drikke. Han vil ikke fortælle om Nikoline, da han nok ikke kommer til at se hende igen. Dagen har været for godt for at ende på en trist måde.

På rette spor

”Du er sådan en stor pige, Amalie”, siger Nikoline til hendes lillesøster. Nikoline er vokset op med intet mindre end fem søskende, og Amalie er den mindste af alle. Hun er lige blevet seks år. Nikoline er allerede 18 år gammel, og hun er den ældste af dem. De bor i et hus i Risskov med to etager og en lille have.

Der var ingen grund for Nikoline at flytte hjemmefra. Hun studerer psykologi i Århus, og alle hendes familiemedlemmer bor også i Århus. Kun hendes bedste veninde Pernille er flyttet til København for at studere til læge. Det var hende, hun havde besøgt i de sidste to uger.

”Kan vi nu endeligt spise noget kage?”, spørger lille Amalie, som blev fotograferet flere gange af deres mor. ”Ja skat. Lad’ os spise noget.” Alle sidder ned ved bordet og spiser. Nikoline kigger ud af vinduet og undrer sig over, hvad Amir laver nu. Hun håber på, at han har det godt og at han ikke møder flere onde mennesker. ”Nikoline? Nikoliiine? Halløj? Er du her?”

”Ja, far, hvad er der?”, svarer hende.”Vil du ikke fortælle os, hvorfor du fortsat løber rundt i plaskvåd tøj og hvorfor din mobil er i stykker?” Nikoline kigger lidt forvirret. ”Nåh ja. Jeg går lige og skifter tøjet.” Nikoline gå op i hendes værelse. Hun kigger på sigselv i spejlet. Der står en gennemsnitlig høj pige med langt blond hår, blå øjne og en stor og mørk plet på bukserne.

Hun har slet ikke lægget mærke på denne plet. Hun var alt for optaget af Amir. Hun havde tænkt på, at det kunne have været spændende at invitere ham med på stranden, måske endda til familiefest, sammen med alle andre. Hun kunne prøve at lave noget traditionelt syrisk mad til ham, sådan at han føler sig lidt mere hjemme i Danmark. Men det kan hun ikke nu.

Nikoline går ned igen, men familien er allerede i gang med alt muligt andet. Amalie viser stolt hendes skoletaske frem og hendes  yngste bror Michael er ved at genere hendes tvillingsøstrene Emma og Sofie. Kun hendes 16 årige bror Kasper viser interesse. ”Har du købt noget til os i København?”, spørger han. Der har hun selvfølgelig. Nikoline prøver altid at gør andre mennesker glade.

”Jeg har købt noget slik, noget tøj og nogle af de bøger, du havde spurgt om”, siger hende. ”Fedt, mange tak. Når vi nu lige snakker om bøger, har du lyst til at tage til Dokk1 i morgen? Jeg vil gerne låne nogle flere bøger.” ”Det kan vi da godt. Jeg har brug for en bog alligevel. Vi skal læse Jekyll & Hyde for at forberede os på en kursus om psykiske sygdomme”, siger Nikoline og smiler. ”Jeg ved godt, at det lyder lidt skørt, men litteratur kan hjælpe for at forstå andre mennesker.”

Kasper og Nikoline snakker lidt mere om bøger, psykologi og fremtiden. Hun glemmer alt om Amir, men da hun senere skal sove, ligger hun bare vågn i sengen og kigger op ad loftet. Hendes hjerte banker lidt hurtigere end normalt og hun kan faktisk ikke lade være med at smile, når hun tænker på ham. Sådan har hun sidste gang følt sig, da hun var forelsket i hendes ekskæreste Oliver. Nikoline er forelsket i Amir.

Da Nikoline vågner op den næste morgen, venter der allerede boller og kaffe på morgenbordet. ”Det dufter dejligt mor”, siger hende, og snupper avisen fra hendes far. ”Der står alt for mange onde ting om flygtninge i avisen, far. De er slet ikke som alle siger de er.” ”Der har du nok ret i, men har du overhovedet mødt flygtninge? Jeg har aldrig mødt nogen”, spørger hendes far, og lægger avisen væk.

”Jeg har faktisk mødt Amir fra Syrien i toget i går. Han har tabt sin flaske, og den gik i stykker. Det var derfor, jeg havde den store plet på mine bukser. Det var også derfor, at min mobil er i stykker. ”Og du synes forsat, at han er flink?” Hendes far griner, men Nikoline begynder at føle, at hun bliver helt rødt i ansigtet. ”Det må da være en flot fyr i så faldt.” ”Faaar, det er ikke sjovt!”, protesterer Nikoline, men hendes far bliver bare ved med at grine. Han havde tænkt sig, at der var et eller andet i luften. Mest fordi Nikoline ikke plejer at sidde og drømme midt på dagen. Det har hun dog gjort lige siden han hentede hende ved banegården.

Senere på dagen tager Kasper og Nikoline af sted til Dokk 1. ”Det er rigtig cool derhen”, siger Kasper, ”man kan endda spille alle mulige slags computer- og konsolespil, og der er en område, hvor de udstiller nogle ting. Og der er også en café og en område, hvor børnene kan lege. Egentlig alt du ønsker dig som borger. Og borgerservice er der også. Så hvis du skal have et nyt pas eller anmelde at du flytter, skal du bare tage derhen.”

”Wow, så mange ting på en gang. Skal alle tage derhen? Også udlændinge?”, spørger Nikoline. ”Det vil jeg ikke, men hvorfor vil du vide det?” ”Ja, men, jeg var bare interesseret.” Nikoline rødmer igen. Deres bus stopper lige foran Dokk1. De tager rulletrapperne til første sal. Der står og sidder mange mennesker der, og der er godt gang i den. Begge to går og udforsker alle afdelinger der findes. De sidder blandt andet ned for at nyde dagens kage og en kop varm kakao, som faktisk godt kan anbefales.

”Jeg tror, jeg kommer oftere herhen fra nu af”, siger Nikoline. ”Godt, jeg kommer med, hvis du ikke har noget imod det.” Kasper og Nikoline har altid haft et tæt forhold til hinanden. De var legekammerater, dengang de var små, og er en smule ældre en resten af deres søskende. ”Lad os nu går til den engelske afdeling og finde Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Vi skal snart tage hjem til aftensmaden”, siger Nikoline. ”Ok, lad os gør det.”

Endestation Kærlighed?

Amir vågner op. Det er klokken 6. Han plejer ikke at vågne op så tidligt. Desværre ved han heller ikke helt, hvor det næste supermarked er, og han tænker, at de andre studerende nok ikke ville være så glade, hvis han banker på deres døre for at spørge om det nu. Derfor tager hun Romeo & Julie frem for at læse en lille smule, indtil de andre står op.

De elsker hinanden så meget, at det er ligemeget, hvor, altså hvilken familie, de kommer fra. Kærlighed kender ingen grænser. Amir har ofte undret sig over, hvordan det er at være forelsket. Han har ikke været forelsket endnu, og det på trods af, at han er 19 år. Men han tænker, at kærlighed måtte være noget særligt, som ikke sker så ofte.

Han tænker på Nikoline og undrer sig over, om hun har en kæreste. Hun er jo så smuk, at det egentlig ikke kan være, at hun ikke har en kæreste. Selv hvis hun ikke havde en kæreste, så vil han nok ikke se hende igen. Han aner jo ikke, hvor hun egentlig bor hen, og Århus er ret stor. Han skulle nok have spurgt hende om hendes nummer, eller han kunne have fortællet hende noget mere om sigselv, f.eks. kunne de have snakket lidt mere om, hvad de læser til. For sent er for sent.

Klokken 8 vågner de første, og han kan høre at de er ved at snakke i køkkenet. Her sidder der Julie fra Frankrig, Christian fra København og Hjalte fra Færøerne. De snakker mest Engelsk for at forstå hinanden og Jason kommer også lidt senere til bordet. Tre andre piger skulle ankomme og flytte ind i aften. Amir glader sig over at møde så mange mennesker fra så mange forskellige båggrunde.

Efter at de har drukket lidt kaffe, tager Amir afsted for at købe ind. Han køber Cornflakes, pita-brød, grøntsager og en masse andre ting. Ved bordet har de snakket om, at de skulle lave mad sammen et par gange om ugen. En dag vil han lave falafel til alle, og helt fra bunden af. Idag køber han dog kun de mest basale ting. Han skal til en møde, sammen med andre internationale studerende, senere på dagen. Og så blev der også planlagt en fællestur til et sted der hedder ”Dokk1”. Han ved ikke helt, hvad der skulle ske der, men han glader sig også til at udforske Århus med de andre.

Dagen sammen med de andre går hurtigt forbi. De hører noget om undervisningen, steder, de kan besøge, noget om det danske sprog, og noget om, hvordan de anmelder, at de er flyttet til Århus. Det skal nemlig ske nede ved Dokk1. Der bliver sagt, at Dokk1 også rummer et bibliotek. ”Det lyder rigtig spændende”, synes Amir.

Alle sammen går ned til Dokk1 fra International Centre af. Det er ikke så slemt at gå hele vejen. Amir ser havnen for første gang. Der bliver bygget meget, og han undrer sig over, hvordan det ville se ud derned, når det engang er færdig. De er også ved at bygge en letbane. Det hele virker lidt futuristisk. Han kan tydeligt se, at byen er ved at udvikle sig. Det er desværre helt omvendt tilbage i Syrien.

Han savner nogle gange sit hjemland, men han er også glad over at være i Danmark. På trods af nogle mennesker, som ikke kan lide flygtninge, så er Danmark et godt og trygt sted, som er i forandring. Det bliver bedre, ikke dårligere. Det er vigtig for ham. Det er også vigtig, at alle er lige og at man kan have venner fra hele verdenen. Verdenen er alt for spændende for ikke at blive udforsket.

Da de ankommer på Dokk1, ser Amir først alle de bøger der befinder sig på venstre siden. Han går ind i det lille boglabyrinth. Fra medicin over selvhjælp til belletristik findes der simpelthen alt er. Det må være det, nogle kalder for et paradis. Hvis han læser nogle af disse bøger her, så bliver han sikkert også bedre til dansk, tænker Amir. ”Mon ikke, de har nogle bøger på engelsk?”, undrer sig Amir. Han går op til informationen for at spørge. En hjælpsom dame beskriver vejen til de engelske bøger. Amir siger pænt tak og går direkte hen til de rigtige bogreoler. Mens han søger efter flere bøger af Shakespeare, ser han lige pludselig en pige med blond hår med det ene øje. Han kigger nærmere for at se, hvem det er.

Hun ligner godt nok Nikoline, men hun går rundt med en ung mand. ”Det kan da ikke være hende, kan det?”, tænker Amir. Amirs hjerte banker hårdt i hans bryst. Bum bum. Bum Bum. Pigen drejer sig om og smiler. Det er Nikoline. ”Amir!”, råber hun, og kommer tættere på, sammen med den unge mand. Amir er nervøs, men samtidig synker hans hjerte også hele vejen ned i bukserne. Hun har en kæreste.

Sammen fra nu af

”Hej Nikoline. Jeg vidste ikke, at du også kommer herhen.” ”Det er faktisk første gang jeg er her. Min bror Kasper her havde brug for nogle flere bøger, og jeg skulle låne Dr.Jekyll & Mr. Hyde. Du ved ikke tilfældigvis, hvor den står?”, spørger Nikoline. Amir rækker hånden ud til hende. Han havde lige taget Dr. Jekyll & Mr. Hyde ude af reolen. ”Den er her”, siger han, ”jeg har ikke brug for den nu, jeg kiggede bare.” ”Mange tak.”

Nikoline smiler fra den ene kinde til den anden. ”Jeg har i øvrigt undret mig, hvor du blev af i toget. Det var da ikke din skyld at flasken gik i stykker. Jeg var ikke sur på dig.” ”Var du ikke det?”, spørger Amir overrasket. ”Nej, det var jo bare vand og jeg skulle alligevel købe en ny mobil. Lad os bytte nummerne, før jeg glemmer det en gang til.” Amir og Nikoline bytter deres nummere.

”Jeg vil gerne invitere dig til vores familiefest, Amir. Så kan du møde nogle flere danskere. Du behøver ikke være bange, de er allesammen meget venlige. Har du lyst?” ”Hvis det er ok for de andre?”, spørger Amir. ”Ja ja, vi plejer altid at tage vores venner med”, siger Kasper, som også smiler til Amir, ”det er ingen problem. Det kunne jo godt være, at du har lyst til at svømme lidt med os på stranden?”

Amir bliver glad over, at denne unge mand ikke er Nikolines kæreste, men han synes også, at det er en lettelse, at hendes bror er lige så venlig som Nikoline selv. Kasper spørger indtil, hvor og hvornår de skal hente ham til festen. De snakker en lille smule mere før Nikoline og Kasper skal tilbage til deres hjem for at spise aftensmad.

”Det må være den bedste dag nogensinde”, tænker Amir, og glemmer helt, hvorfor han egentlig kom ned til Dokk1. Der kommer en anden studerende op til ham, og spørger, om han har angivet, at han er flyttet hertil. Tilsammen går de over og får Amir registreret. Nu kan han også gå til danskundervisningen, to gange om ugen. Det bliver rigtig godt.

Han aner ikke, hvordan livet kunne blive så meget bedre på så kort tid.

På lørdag, omkring klokken 10 om morgenen, banker det på døren. Amir er nervøs, men han ser også frem til at møde Nikolines familie. Han har badetøj på og er klar til en dag på stranden. I bilen dufter det dejligt af alt muligt mad. ”Brød, ost, sauce, dyppelse, falafel... vent lige? Falafel? Hvordan kan det være?”

Bilen kører længs en lang vej. ”Det her er Strandvejen, og til venstre kan du se Tangkrogen. Til højre er der nogle huse med den smukkeste udsigt i hele Århus.” Kasper fortæller Amir lidt om byen, mens Nikoline kører den lille bil. Det er nu mindre end en uge siden Amir er kommet til byen. Alle har taget godt imod ham. ”Her er Marselisborg Skovene. Vi skal gå et lille styk længere ned, så kommer vi til en plads med bor og bænke. Der skal vi holde vores fest”, siger Kasper.

”Du kan hjælpe os med at bære noget”, siger Nikoline, som holder en stor tallerken med noget sølvpapir på. Amir tager nogle dåser med grøntsager og en bakke med brød. Tilsammen går de ned længs en lille sti. Der er mange store træ omkring dem. Det virker nærmest som i en magisk skov fra en eventyrhistorie.

Da de kommer omkring et hjørne, ser Amir pludselig havet. ”Kan du se vandet?”, spørger Nikoline. ”Ja, det er meget skønt her”, svarer Amir. Lidt længere ned venter Nikolines familie. ”Hej Amir, det er rart at møde dig”, siger en ældre dame. Det er Nikolines mormor. I løbet af få minutter møder han hendes hele familie. De virker alle meget venlige.

De sidder og snakker, spiser og spiller nogle sjove spil. Alt i alt er det en rigtig god dag for Amir og Nikoline. Nikoline har dog en lille overraskelse til Amir. ”Amir, jeg har noget for dig. Kan jeg vise det til dig?”, spørger hende. ”Ja, selvfølgelig”, svarer Amir, og følger med hende tilbage til bordet. Der står den store tallerken med sølvpapir på. ”Du må gerne tage sølvpapiret af”, opfordrer hende Amir.

Da Amir tager sølvpapiret af, kan han se en lille bjerg af falafel på tallerken. ”Det er min yndlingsmad”, siger han begejstret til Nikoline. Begge to sidder ned for at prøve dem. ”De smager rigtig godt. Har du lavet dem?”, spørger Amir. ”Ja, det har jeg. Jeg tænkte, at du skulle føle dig lidt mere hjemme her i Danmark, efter den omgang på toget. Jeg vil gerne have, at du godt kan lide dit nyt liv.” Hun smiler, og Amir smiler tilbage.

Begge sidder ved siden af hinanden på bænken. Langsomt rykker de lidt tættere på hinanden. Da kommer Nikolines lille søster Amalie. ”Vil i ikke spille fjerbold på stranden sammen med os?” På stranden venter alle, og de spiller sammen to og to på skift. Familien har det sjovt sammen, indtil solen er ved at gå under. ”Det er sent, lad os gå hjem”, siger Nikolines far til alle.

De går op til bordet og begynder at siger farvel til hinanden. Kasper skal tage afsted i bilen sammen med hans forældre. Amir og Nikoline har besluttet sig for at blive lidt længere. Begge to hjælper hinanden ved at rydde op og ved at pakke tingene tilbage ind i bilen. ”Tak for i dag, Nikoline, det var rigtig dejligt”, siger Amir.

”Det var så lidt. Føler du dig lidt mere velkommen nu?”, svarer hende. ”Ja, det gør jeg.” ”Jeg er glade for, at jeg ikke kun fandt bogen hos Dokk1, men også dig igen. Jeg havde været bange for, at jeg aldrig nogensinde skulle se dig igen, Amir.” Der har aldrig været en pige, som havde sagt sådan noget dejlig til Amir. Hans hjerte begynder at slå hurtigere igen.

“Skal vi ikke svømme lidt? Jeg har glemt at det også var planen”, spørger Nikoline. Men Amir er lidt bange for vandet. Sidste gang havde hans været i vandet i Grækenland. De skulle svømme det sidste stykke til stranden, sådan at de ikke bliver set. Amirs mor kunne ikke svømme. Sammen med en anden mand trak han sin mor det sidste stykke inde i landet.

”Jeg er bange, Nikoline.” ”Det er derfor, at jeg her, sammen med dig. Kom og giv mig din hånd. Vi kan klare det her sammen.”

Amir rækker forsigtigt hånden ud, og tager fat i Nikolines hånd. Skridt for skridt går han tættere på vandet. Til sidst står han inde i vandet, med vandet helt op til knæene. ”Og nu går vi bare nede på knæene for at få hele vores krop under vandet”, opfordrer Nikoline ham. Amir tvivler lidt, men går meget langsomt ned på knæene. ”Det er meget koldt”, siger han.

Begge svømmer en lille smule. Nikoline begynder at plaske lidt, og Amir får noget på ansigtet. Amir plasker tilbage. De sprøjter rigtig meget vand på hinanden og griner højlydt. Nikoline snubler og fælder i Amirs arme. Kærligheden er i luften.

Det begynder at blive koldere og mørkere. Nikoline og Amir beslutter sig for at køre hjem. De snakker og griner og glader sig over, at dagen gik så godt. Amir fortæller, at han studerer Engelsk, og hvor meget han elsker Shakespeare. Han fortæller også noget om alle de nye venner, han skal bo sammen med.

Nikoline fortæller lidt om hendes søskende, at hun bor i Risskov, og at hun studerer Psykologi. De beslutter at gå en tur i Risskoven i morgen. Nikoline sætter ham af ved siden af Statsbiblioteken og Amir går glad og tilfreds hjem.

Et kys på bænken

Risskoven er ikke så stor som Marselisborg Skovene. Et netværk af stiger breder sig igennem skoven og Nikoline og Amir bruger et par timer ved at gå rundt og kigge på træer, blomster og på havet. Til sidst sidder de på en bænk, hvorfra de kan kigge på havet.

”Har du det nu bedre med vand, Amir?” ”Ja, det har jeg. Vi kan gå og svømme mange gange, hvis du har lyst.” ”Helt sikker”, siger Nikoline. Amir har rygsækken med, og tager papir og blyanter frem. ”Bliv siddende, jeg vil gerne male dig”, siger Amir. Streg for streg tegner han Nikoline først, for så at bruge nogle farver. Hendes blonde hår skinner i solen og hendes blåe øjnene minder lidt om havet.

”Jeg elsker at male”, siger han til Nikoline. ”Virkelig? Det vidste jeg ikke. Jeg kan vise dig mange gode pladser for at male i Århus. Der er også den Botaniske Have, den Gamle By og mange andre steder, som du nok ikke har set endnu. Der er masser af ting vi kan lave sammen.” Amir maler videre og glemmer heller ikke den smukke skov. Efter omkring en time viser han billedet frem til Nikoline. ”Det er til dig. En gave”, siger han.

”Det er virkelig smukt. Så smuk er jeg da ikke?”. ”Du er smukkere end på billedet”, siger Amir. ”Jeg vil også gerne give dig noget tilbage,” svarer Nikoline. Amir ville sige, at hun ikke behøver at give ham noget tilbage. Hun gav ham så meget allerede. Men han kommer ikke til at sige det. Nikoline rykker langsomt tættere på. Hun giver ham et meget kærlig kys.

Nikoline og Amir er nu kærester, og det går rigtig godt for Amir. Han elsker hans studieliv og Nikoline er stolte af, hvor hurtigt han lærer dansk. Når man er forelsket, så lærer man sproget af ens partner meget hurtigere end alle andre sprog, man har prøvet før. Det er bare så nemt, fordi man glader sig til at have endnu mere tilfælles.

Kærlighed er et sprog i sig selv, som ikke bruger nogle ord, men kulturen er noget, man skal dele med andre, og det går bedst, når man forstår hinanden.